Inge fandt hjem som præst ved Vesterhavet

Tæt på menigheden

De tre sogne omkring Lønstrup viste sig at være et godt match for både menigheden og Inge Haandsbæk Vestergaard. Efter sin indsættelse som præst, som skete under coronapandemien, er hendes kærlighed til virket som sognepræst kun vokset.

Som præst i de tre sogne er hverdagen præget af de samme arbejdsopgaver, som fylder hos de fleste sognepræster: højmesser om søndagen, planlægning og udførelse af kirkelige handlinger som dåb, bryllupper og begravelser, samtaler med sognebørn samt kontorarbejde som omdrejningspunktet for ugens forløb.

- Det, jeg elsker mest ved mit arbejde som præst, er, at jeg kan gå ind i det som et helt menneske. Jeg kan være i mit arbejde med de evner og de erfaringer, jeg har med som menneske. Det er med til at forme den måde, jeg passer mit arbejde på. Jeg får sjælen med i mit arbejde på en anden måde, end jeg har prøvet det tidligere, siger Inge Haandsbæk Vestergaard.

Samtidig er hun optaget af, at hun som præst i et lokalmiljø får mulighed for at komme helt tæt på hverdagen og tage del i det liv, der leves. Det gælder, når hun sammen med den lokale jagtforening arrangerer en lidt alternativ gudstjeneste med dagens bytte hængende foran kirkens indgang – og når tragiske og uventede dødsfald slår en af hendes sognebyer omkuld.  

- Som præst lever jeg ikke kun mit eget liv, jeg lever også gennem andres, fordi jeg kommer helt tæt på deres virkelighed. Det er spændende, udfordrende og sårbart, siger hun.

Glæden ved det lokale

Udover at rykke helt tæt på menighederne så nyder Inge Haandsbæk Vestergaard og hendes mand også, hvordan lokalsamfundet giver dem det, de savnede, da de boede i Hovedstaden.

Som barn voksede Inge Haandsbæk Vestergaard op i et lokalmiljø i Thy, og med derfra tager hun mange af de værdier, hun i dag sætter pris på ved at lade sine børn vokse op på landet.

- I et lille lokalsamfund som vores er vi dem, vi er, og det er vores eget ansvar at gøre det til et godt sted. Det har en kæmpestor værdi. Både vi og børnene lærer, at vi skal have livet til at fungere med de mennesker, der er her – uanset om de minder om os selv eller ej. Det kan til tider give udfordringer, men der er også en styrke i det, når det lykkes.

Inge Haandsbæk Vestergaard mærker, hvordan det giver et tæt sammenhold i børnenes institution såvel som i badeklubben, hvor hun ugentligt mødes med andre yngre kvinder og deraf har fået gode venskaber.

Savnet

Selvom Inge Haandsbæk Vestergaard er glad for livet ved nordvestkysten, så savner hun fra tid til anden også storbyens restauranter, tilbud og de venner, hun stadig har i Hovedstaden. Efter mange år i København har byen fået en særlig plads i hendes hjerte.

Når savnet trykker, minder hun sig selv om, at afstand er, hvad man gør det til.

- Egentlig føler jeg mig ikke så langt væk, som man måske skulle tro. Danmark er ikke så stort et land, og man kan hurtigt rejse derover, siger Inge Haandsbæk Vestergaard. 

Det gør hun blandt andet nå hun deltager i møder for Grundtvigsk Forum, hvor hun har de sidste fire år har siddet i bestyrelsen.

- Det vigtigste er jo at have en god hverdag, hvor man er. Det har jeg her med et godt lokalmiljø med smuk natur, en dejlig menighed og gode venner i nabolaget.

Hun er sikker på, at hun og familien for nu er landet på rette hylde.

- Selvfølgelig kan der være noget, som trækker os væk herfra - eller arbejdsforholdene for landpræster kan blive påvirket af, at flere flytter til byerne. Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer. Men som rammerne om både familielivet og arbejdslivet ser ud nu, så kan jeg ikke se os selv bo bedre steder end netop her.