Inge fandt hjem som præst ved Vesterhavet
Da Inge Haandsbæk Vestergaard skiftede journalistik og kommunikation ud med et præsteembede på den nordvestjyske kyst, var det et sats. I dag er hun og familien faldet godt til i det lille lokalsamfund ved Vesterhavet, og glæden over livet som præst er kun vokset.
Inge Haandsbæk Vestergaard er sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Mårup Pastorat. Foto: Anika Thorø Weber
Af Anika Thorø Weber
En rød Brio-gåvogn står ved siden af skrivebordet på kontoret i Skallerup Præstegård. I vognen ligger to par af de sko, som sognepræst Inge Haandsbæk Vestergaard bruger, når hun har sin præstekjole på.
På mange måder er den lille installation i rummet vidne om, hvordan den unge præst har det med at bo på Grønne Klitvej tæt på den nordvestjyske kyst: Her føler hun sig hjemme – så meget hjemme, at børnenes gåvogn for en tid godt kan bruges som skoholder.
- Det føles bare helt rigtigt at være her. Jeg har fået præcis de rammer omkring mig, som jeg kunne drømme om, siger Inge Haandsbæk Vestergaard, der har været præst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker siden 2021.
Men selvom hun befinder sig hjemmevant blandt klitterne og i den lokale saunaklub, så var det ikke en selvfølge, at det var netop her, hun skulle slå sig ned, blive præst og stifte familie. Alligevel har hun fået alt, hun håbede på.
- Beslutningen var et sats, for vi kendte ikke området eller menigheden særlig godt. Men mavefornemmelsen var god – og den viste sig at holde stik.
Fandt hjem
Inge Haandsbæk Vestergaard havde egentlig forestillet sig en karriere som journalist. Hun læste teologi på Københavns Universitet med det mål at bruge uddannelsen i medieverdenen. Efter uddannelsen har hun arbejdet på Kristeligt Dagblad. Senere blev hun pressemedarbejder i Lolland Falser Stift, men efter nogle år stod det klart, at det faktisk var præst, hun skulle være.
Sammen med sin mand flyttede hun fra København til Aalborg med et ønske om at stifte familie i Jylland, hvor deres familier bor. Da hun i Præsteforeningens medlemsblad faldt over et embede i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker, kørte de nordpå for at se området.
I præstegården mødte hun den afgående præst omgivet af sine flyttekasser. Efter 40 år forlod han sit første og eneste embede.
– Jeg tænkte, at hvis man kan være det samme sted i 40 år, må der være noget særligt ved det. Kort efter drak jeg kaffe med to medlemmer af menighedsrådet, og der var en rigtig god kemi. Sammenlagt gav det mig en god mavefornemmelse, men det føltes også vildt at satse på en bopæl langt fra alt, vi kendte, siger Inge Haandsbæk Vestergaard.
Inge Haandsbæk Vestergaard er blevet rigtig glad for sit præsteembede i Skallerup, Vennebjerg og Mårup Pastorat. Foto: Anika Thorø Weber
Tæt på menigheden
De tre sogne omkring Lønstrup viste sig at være et godt match for både menigheden og Inge Haandsbæk Vestergaard. Efter sin indsættelse som præst, som skete under coronapandemien, er hendes kærlighed til virket som sognepræst kun vokset.
Som præst i de tre sogne er hverdagen præget af de samme arbejdsopgaver, som fylder hos de fleste sognepræster: højmesser om søndagen, planlægning og udførelse af kirkelige handlinger som dåb, bryllupper og begravelser, samtaler med sognebørn samt kontorarbejde som omdrejningspunktet for ugens forløb.
- Det, jeg elsker mest ved mit arbejde som præst, er, at jeg kan gå ind i det som et helt menneske. Jeg kan være i mit arbejde med de evner og de erfaringer, jeg har med som menneske. Det er med til at forme den måde, jeg passer mit arbejde på. Jeg får sjælen med i mit arbejde på en anden måde, end jeg har prøvet det tidligere, siger Inge Haandsbæk Vestergaard.
Samtidig er hun optaget af, at hun som præst i et lokalmiljø får mulighed for at komme helt tæt på hverdagen og tage del i det liv, der leves. Det gælder, når hun sammen med den lokale jagtforening arrangerer en lidt alternativ gudstjeneste med dagens bytte hængende foran kirkens indgang – og når tragiske og uventede dødsfald slår en af hendes sognebyer omkuld.
- Som præst lever jeg ikke kun mit eget liv, jeg lever også gennem andres, fordi jeg kommer helt tæt på deres virkelighed. Det er spændende, udfordrende og sårbart, siger hun.
Glæden ved det lokale
Udover at rykke helt tæt på menighederne så nyder Inge Haandsbæk Vestergaard og hendes mand også, hvordan lokalsamfundet giver dem det, de savnede, da de boede i Hovedstaden.
Som barn voksede Inge Haandsbæk Vestergaard op i et lokalmiljø i Thy, og med derfra tager hun mange af de værdier, hun i dag sætter pris på ved at lade sine børn vokse op på landet.
- I et lille lokalsamfund som vores er vi dem, vi er, og det er vores eget ansvar at gøre det til et godt sted. Det har en kæmpestor værdi. Både vi og børnene lærer, at vi skal have livet til at fungere med de mennesker, der er her – uanset om de minder om os selv eller ej. Det kan til tider give udfordringer, men der er også en styrke i det, når det lykkes.
Inge Haandsbæk Vestergaard mærker, hvordan det giver et tæt sammenhold i børnenes institution såvel som i badeklubben, hvor hun ugentligt mødes med andre yngre kvinder og deraf har fået gode venskaber.
Savnet
Selvom Inge Haandsbæk Vestergaard er glad for livet ved nordvestkysten, så savner hun fra tid til anden også storbyens restauranter, tilbud og de venner, hun stadig har i Hovedstaden. Efter mange år i København har byen fået en særlig plads i hendes hjerte.
Når savnet trykker, minder hun sig selv om, at afstand er, hvad man gør det til.
- Egentlig føler jeg mig ikke så langt væk, som man måske skulle tro. Danmark er ikke så stort et land, og man kan hurtigt rejse derover, siger Inge Haandsbæk Vestergaard.
Det gør hun blandt andet nå hun deltager i møder for Grundtvigsk Forum, hvor hun har de sidste fire år har siddet i bestyrelsen.
- Det vigtigste er jo at have en god hverdag, hvor man er. Det har jeg her med et godt lokalmiljø med smuk natur, en dejlig menighed og gode venner i nabolaget.
Hun er sikker på, at hun og familien for nu er landet på rette hylde.
- Selvfølgelig kan der være noget, som trækker os væk herfra - eller arbejdsforholdene for landpræster kan blive påvirket af, at flere flytter til byerne. Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer. Men som rammerne om både familielivet og arbejdslivet ser ud nu, så kan jeg ikke se os selv bo bedre steder end netop her.
Familielivet og præstegerningen går hånd i hånd på kontoret i Skallerup Præstegaard. Foto Anika Thorø Weber
Inge Haandsbæk Vestergaard
- Uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2015
- Fra 2021 sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker i Nordjylland
- Fra 2022 styrelsesmedlem i Grundtvigsk Forum.
- Tidligere ansættelser som pressemedarbejder i Lolland-Falsters Stift, redaktør på Kristeligt Dagblads portaler kristendom.dk, religion.dk, etik.dk og pilgrimsdvandring.dk samt tilknyttet Bibelselskabets internationale afdeling.
Læs mere om at være ny præst i Aalborg Stift
I temaet Ny Præst kan du finde flere fortællinger om, hvordan det er at være ny præst i Nordjylland.
Læs blandt andet om sognepræst Søren Thomsen, der som helt nyuddannet er blevet sognepræst i Mou - og om sognepræst Maria Dinesen, der midt i livet skiftede karrierevej og forlod kommunikationsbranchen for i stedet at blive præst i folkekirken.